Vedtægter      

Vedtægter for Holdturnering Fyn

Foreningen er stiftet i 2025

  

§ 1

Navn og hjemsted

Foreningen Holdturnering Fyn er stiftet i år 2025, men holdturneringen har eksisteret siden år 1977, dog uden at være en reel forening. Foreningen er hjemmehørende på Fyn og øerne, men har hovedpostadresse på den aktuelle formands hjemadresse jf. Holdturnering Fyns hjemmeside.

 

§ 2

Formål

Foreningens formål er at samle alle jagtforeninger på Fyn og øerne i en flugtskydningsturnering, hvor det er idrætten for de mange, der er det bærende.
Turneringen er en ædel kappestrid om hvilken forening, der kan stille det stærkeste hold indenfor Fyn og øerne. Det er endvidere foreningens formål at udvikle lysten til at dygtiggøre sig indenfor flugtskydning for foreningens medlemsgruppe.

 

§ 3

Medlemmer

Holdturnering Fyn er for alle medlemmer af foreninger under Danmarks Jægerforbund på Fyn og øerne, samt flugtskydningsforeninger, Dansk Land- og Strandjagt og DFF.
Enhver skytte i turneringen skal være medlem af den forening, som hans hold skyder for.
Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og regler, samt leve op til foreningens formålsbestemmelser.
Hjemmebaneforeningen har pligt til at kontrollere, at de deltagende skytter har medlemskort til foreningen.
Der skydes efter de til enhver tid gældende flugtskydningsregler for Danmarks Jægerforbund.

 

§ 4

Licens

Enhver skytte er forpligtet til at indbetale det årlige fastsatte licensgebyr for deltagelse i turneringen. Licensgebyrets størrelse fastsættes på generalforsamlingen og betales jf. gældende bestemmelser. Betaling af licens skal være foretaget inden turneringsstart den 1. april.
Udmeldelse sker automatisk ved manglende betaling det efterfølgende år.

§ 5

Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Der afholdes ordinær generalforsamling én gang om året, når turneringen er afviklet.
Indkaldelse til generalforsamlingen vil fremgå af Holdturnering Fyns hjemmeside med minimum 21 dages varsel.
Indkomne forslag til generalforsamlingen skal fremsendes til bestyrelsen jf. indkaldelsen senest 14 dage før generalforsamlingen. Alle forslag skal være skriftlige, og forslagsstilleren skal selv fremlægge forslaget på generalforsamlingen. Ellers bortfalder forslaget.
Alle, der har betalt licens for indeværende år, kan deltage og har stemmeret ved generalforsamlingen. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.
Et flertal på generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antal fremmødte.
Dagsorden, samt indkomne forslag til generalforsamlingen, vil fremgå af Holdturnering Fyns hjemmeside.
Generalforsamlingens dagsorden skal som minimum indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent

  2. Valg af referent

  3. Formandens eller stedfortræders beretning til godkendelse

  4. Fremlæggelse af revideret regnskab

  5. Fastsættelse af licens for kommende år

  6. Valg til bestyrelsen

  7. Valg af suppleant til bestyrelsen

  8. Valg af revisor

  9. Valg af revisorsuppleant

  10. Afstemning om eventuelt indkomne forslag

  11. Eventuelt


Under punktet ”Eventuelt” kan man drøfte alle forhold, der vedrører foreningen, men der kan ikke træffes beslutninger.
Bestyrelsen kan indkalde til ekstraordinære generalforsamlinger.

  

§ 6

Bestyrelsen

Foreningen ledes af en bestyrelse. Generalforsamlingen vælger bestyrelsesmedlemmerne, men bestyrelsen fordeler selv posterne og opgaverne i bestyrelsen. Bestyrelsen består af en formand, en kasserer og et menigt bestyrelsesmedlem. Bestyrelsen er på valg hvert 3. år således, at ét bestyrelsesmedlem er på valg hvert år. Der skal endvidere vælges en suppleant, som er på valg hvert år.
I tilfælde af afgang i utide i bestyrelsen, indtræder suppleanten i bestyrelsen indtil næstkommende generalforsamling, hvor bestyrelsesposten vil være på valg.
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.

 

§ 7

Regnskab

Kassereren står for alle økonomiske transaktioner i foreningen og fører foreningens regnskab, der føres som et årsregnskab. Foreningens midler håndteres fra en foreningskonto, samt en mindre kontantbeholdning hos kassereren. Kassereren kan på egen hånd betale enkeltstående udgifter på op til 10.000 kr. Beløb derover skal godkendes af bestyrelsen.
Kassereren skal inden den ordinære generalforsamling afgive årsregnskab efter hvert turneringsår til revisoren. Årsregnskabet forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift. Årsregnskabet skal godkendes på generalforsamlingen.
Foreningen tegnes af formanden sammen med kassereren.

 

§ 8

Revision

Generalforsamlingen vælger en revisor for foreningen. Revisoren er på valg hvert år. Revisoren gennemgår årsregnskabet sammen med kassereren. Revisoren fremlægger eventuelle bemærkninger på generalforsamlingen.
Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.
Der vælges ligeledes en revisorsuppleant for foreningen. Revisorsuppleanten er på valg hvert år. I tilfælde af afgang i utide af revisoren, indtræder suppleanten som revisor indtil næstkommende generalforsamling, hvor revisorposten vil være på valg.

§ 9

Vedtægtsændring

Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for vedtægtsændringen.

 

§ 10

Regler

Der er udarbejdet et regelsæt for afvikling af turneringen i Holdturnering Fyn. Regelsættet hedder ”Regler for Holdturnering Fyn” og fremgår af Holdturnering Fyns hjemmeside. Bestyrelsen har mandat til at ændre regelsættet efter turneringens afslutning og inden generalforsamlingen. Ændring af regelsættet skal annonceres til alle holdledere inden generalforsamlingen. Eventuelle indsigelser mod ændringerne skal fremsendes som forslag til generalforsamlingen jf. § 5. Et flertal på generalforsamlingen kan nedstemme regelændringen.

 

§ 11

Opløsning af foreningen

Opløsning af foreningen kan kun ske ved, at to tredjedele af de fremmødte medlemmer stemmer for en opløsning på to på hinanden følgende generalforsamlinger. Der kan være tale om en ekstraordinær og en ordinær generalforsamling.
I forbindelse med en opløsning af foreningen vil indestående midler blive overført til de foreninger, der har deltaget med ét eller flere hold i turneringen det pågældende år. Midlerne bliver fordelt procentvis efter, hvor mange hold den pågældende forening deltog med.

 

 

Vedtægterne er udfærdiget og godkendt på stiftende generalforsamling 4. september 2025 i Køstrup.

Hent vedtægterne som PDF her